Kan min ex-hustru senere kræve hustrubidrag?

I min skilsmissebevilling står, at der ikke skal betales ægtefællebidrag. Årsagen hertil var, at min ex-kones indtægt er for stor. Men - hvis min exkone nu bliver arbejdsløs, og derfor får en indtægtsnedgang, eller får en indtægtsnedgang i et nyt job, kan hun så søge og få tilkendt ret til ægtefællebidrag.

Kort sagt, Er statsamtets afgørelse definitiv, eller kan spørgsmålet om ægtefællebidrag tages op til ny vurdering, hvis vilkårene ændres?

PS:

Tak for den gode hjælp jeg (vi) fik ved at læse alle siderne om ægteskabets opløsning.

Jeg er nu blevet skilt, og pga. disse sider har jeg hele tiden følt mig velorienteret. Skilsmissen er forløbet uden egentlige problemer, selvfølgelig som følge af at jeg har forsøgt at sætte mig ind i tingene, men nok især fordi jeg/vi har vist hvad "der var ret". Med vores viden om "hvad der var vores ret/pligt" i baghovedet, har vi kunne bruge mere af den sparsomme positive energi på at tale om hvad der var "rimeligt/hensigtsmæssigt".

Til andre der står overfor en kommende separation/skilsmisse kan jeg derfor kun opfordre til, at de læser så mange sider som muligt - for herved bliver de bedre rustet til at klare de beslutninger der skal tages. Men siderne skal ikke kun læses til egen fordel. Jeg har oplevet det som noget positivt, at jeg viste siderne til min ex-kone. Jeg tror, det virkede som en "tillidserklæring", som så blev gengældt. Resultatet var i hvert fald at "rimelig- og hensigtsmæssighed" stod i højsædet.

Svar:

Hvis det er aftalt som et vilkår, at du ikke skal betale hustrubidrag, kan din kone kun få ændret aftalen, såfremt det på grund af væsentligt forandrede forhold vil være urimeligt at opretholde aftalen, jf. ægteskabslovens § 52. Dette er i praksis meget vanskeligt, da det jo ikke er uforudsigeligt, at man i fremtiden får en lønnedgang.

Du kan læse mere om ændring af hustrubidrag på emne nr. 586.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg

Århus