Er der fortrydelsesret på indgåelse af ægteskab?
 

Kan man fortryde et ægteskab inden for et bestemt tidsrum, sådan at ægteskabet ikke betragtes som værende indgået?

Et eksempel kunne være hvis man allerede efter 3 dage efter vielsen finder ud af, at det ikke lige er sagen at være gift alligevel.

Svar:

Man har fortrydelsesret ved indgåelse visse aftaler, så som køb af hus, men der gælder ikke nogen tilsvarende fortrydelsesret på indgåelse af ægteskab.

Hvis man vil ud af ægteskabet igen efter 3 dage, må man pænt søge om separation, som enhver af parterne jo ubetinget har krav på.

Der gælder særlige regler om bodelingen i kortvarige ægteskaber, hvortil et sådant ægteskab unægtelig må regnes. Det kan du læse om på emne nr. 576.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg