Må min mand sælge hus, som har været udlejet, uden min medvirken, når vi har fælleseje?

Min mand og jeg, som har fælleseje, har et hus som har været udlejet.

Nu er der sket det at min mand har solgt huset uden min medvirken. Han har heller ikke rådført sig med mig vedr. salgsprisen. Kan han det?? Huset stod i hans navn. 

Og hvis ja, den friværdi der måtte være i det, kan jeg forlange at halvdelen skal indsættes på min lønkonto?

SVAR:

Huset tilhører hans bodel inden for formuefællesskabet. 

Selv om han råder over sin egen bodel, skal han dog indhente dit samtykke til visse dispositioner, herunder salg og pantsætning af fast ejendom, der tjener til familiens bolig, jf. ægtefællelovens § 6.

Han kan i dette tilfælde godt sælge huset uden dit samtykke, da det jo ikke er et hus, der tjener til familiens bolig.

Du kan ikke kræve at få halvdelen af provenuet ind på din konto, da huset hørte til hans bodel

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg

Advokaterne Sankt Knuds Torv, Århus C.