Hvordan kan jeg få anerkendt faderskabet til min søn, hvis moder var gift med en anden?

I min ungdoms kåde vår havde jeg under en sommerferie et hedt forhold til en attraktiv kvinde ved navn Karen. Hun var både ældre og tilsyneladende klogere end jeg selv. Forholdet fik nemlig "følger", som man siger. Karen blev gravid og fødte senere en dreng, der blev døbt Thomas.

Efter fødslen blev jeg temmelig overrasket. Jeg fik pludselig kendskab til, at Karen allerede var gift med Holger. De havde såmænd levet sammen i ægteskab i mange år. I ægteskabet havde Karen og Holger tilmed to andre børn, Doris og Tina.

Både Karen og jeg var helt sikre på, at jeg var den biologiske far til Thomas. Men af frygt for ægtemanden Holger turde hun ikke fortælle ham sandheden. I den første tid efter fødslen mødtes vi i smug, Karen, mit nyfødte barn Thomas, og jeg.

Efter nogle år gik Karen og Holgers ægteskab i opløsning. De blev skilt, og Karen gik helt i "hundene". Ved den lejlighed fik hendes fraskilte mand Holger forældremyndigheden over (mit) barn Thomas, som nu er 15 år.

Hvordan kan jeg få anerkendt mit faderskab til Thomas og få forældremyndigheden over ham?

SVAR:

Der er DESVÆRRE ingen hjælp at hente i juraen, for du kan ikke blive udlagt som Thomas biologiske far, selv om du beviseligt måtte være det. Du har nemlig efter gældende ret ingen mulighed - som far - for at starte en faderskabssag.

Når Thomas er fyldt 18 år, kan han ifølge børnelovens § 5, stk. 2 anlægge en faderskabssag.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund