Kan min søns mor blande sig i, hvem vi besøger i "mine" weekender?

Jeg har et problem i forhold til samkvemsret med min søn. Sagen er som følger.

Min ex-kone sagsøgte mig for min del af forældremyndigheden og fik den naturligvis.

I samkvemmet med min søn, lægger hun desværre forhindringer i vejen for samværet ved at nægte at udlevere ham, såfremt vi skal besøge min bror, min far og  hendes far. Jeg sørger for kontakten mellem barnet og hans morfar, da hun ikke ønsker kontakt til denne.

I skrivende stund er det begyndt at være belastende at skulle efterleve hendes krav til besøg. Faktisk er det nu kun muligt, at sidde hjemme og vente på, at søndagen kommer og han skal tilbage.

Spørgsmålene er som følger:

Kan hun bestemme hvad der skal ske i "mine" weekender.

Kan hun nægte at udlevere ham, hvis vi skal besøge ovenstående?

SVAR:

Moderen kan ikke blande sig i, hvor samværsretten udøves, og hvem I besøger. Hun har end ikke krav på at få dette at vide, blot hun har en kontaktadresse eller et telefonnummer, så hun i påkommende tilfælde kan komme i kontakt med dig.

Moderen kan med andre ord ikke nægte at udlevere sønnen til samvær, blot fordi hun ikke ønsker, at I skal besøge bestemte personer.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg