Risikerer jeg at skulle betale børnebidrag?

Min exkæreste har for nyligt betroet mig, at hun er gravid, og ikke kan få sig selv til at få foretaget en abort.

Vi var begge enige om, at vi ikke skulle have børn, og da hun nu alligevel vælger at beholde barnet, ønsker hun ikke at inddrage mig i barnets liv.

Mine spørgsmål er derfor:

Kan hun undlade at oplyse hvem faderen til barnet er?

Selvom det fastslåes at jeg er faderen, kan hun så vælge ikke at få børnebidrag fra mig?

Kan hun pludseligt ombestemme sig, så jeg risikerer at hun senere genoptager kontakten og ønsker mig registreret som far, og skal betale børnebidrag - og så fald med tilbagevirkende kraft?

Svar:

Din ekskæreste kan godt undlade at oplyse, at du er barnets far, men det vil være ulovligt for hende at nægte det. Hun vil formentlig blive idømt en bøde i størrelsesordenen 5.000 kr., hvis hun nægter at oplyse det.

Du kan godt være registreret som far, uden at betale børnebidrag, hvis hun ikke søger om det. Hun kan på et hvilket som helst senere tidspunkt søge at få dig sat i bidrag. Det vil som regel ikke ske med tilbagevirkende kraft, men det KAN ske med tilbagevirkende kraft. Normalt kun et år bagud fra begæringens indgivelse.

Hvis din ekskæreste vælger at bryde loven ved ikke at oplyse, hvem du er under faderskabssagen, skal du være opmærksom på, at hun senere kan søge sagen genoptaget, og du kan altså stadig senere risikere at blive dømt som far til barnet.

Reglerne om faderskab søger i videst muligt omfang at få fastslået, hvem der er barnets biologiske far, og der er ikke mulighed for, at man med retsvirkning kan holde fast i en aftale om, at man ikke skulle have børn. Når først barnet kommer til verden, er man forpligtet som forælder, uanset om man ønskede barnet eller ej.

Med venlig hilsen

Eva Naur Jensen