Kan jeg som enlig kvinde få lov til at adoptere et barn fra udlandet?

Jeg er en enlig kvinde, der ikke kan få børn.

Kan jeg adoptere et barn fra et bestemt land eller kræver det ægtefælle?

SVAR:

En enlig ansøger kan efter adoptionsbekendtgørelsens § 19 godkendes som adoptant, hvis vedkommende opfylder kravene i adoptionsbekendtgørelsens §§ 20-23 og i øvrigt kan anses for egnet til at opfostre et barn alene.

Som enlige ansøgere betragtes ansøgere, der er ugifte, fraskilte, enker eller enkemænd, og som ikke har et samliv af ægteskabslignende karakter, der på ansøgningstidspunktet har varet i mere end 2½ år.

Adoptionsnævnet har i konkrete klagesager udtalt, at der ved bedømmelsen af en enlig ansøgers egnethed som adoptant må tages stilling til, om den pågældende på egen hånd vil kunne opfostre barnet på betryggende vis, og at det herudover også må tillægges betydning, om der er sandsynlighed for, at andre vil få en forældrerolle i forhold til et eventuelt barn, og i så tilfælde om også denne person eller disse personer er tilstrækkeligt egnede hertil.

 

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg