Skal jeg betale bøde for blå P-billet i grøn zone?

Jeg var i går tirsdag et smut i København for at købe en gave til min kone. Det viste sig, at det skulle blive en dyr tur for mig.

Jeg parkerede bilen, puttede penge i parkometeret, og fik min P-billet, som jeg lagde i forruden. Jeg havde betalt for 11/2 times parkering, og efter ca. en 1/2 time kom jeg tilbage til bilen. Jeg kørte derefter over og holdt foran Trommesalen, og forlod bilen stadig med gyldig billet i forruden.

Da jeg efter mine indkøb kom tilbage til bilen, sad der en bøde i forruden på 450,- kr. P-vagterne var der stadig, og jeg spurgte om, hvordan de kunne udskrive en bøde, når der var gyldig billet i bilen ?

Jeg fik en længere forklaring om "grønne" zoner, og "blå" zoner.

Jeg kommer fra Hillerød, hvor man kan bruge sin P-billet i hele byen.

Han sagde, at man skulle se på "Parkomaterne's farver. Hvor skal man dog kunne vide det fra ??? Han har skrevet på bøden, at der er brugt blå billet i grøn zone, og den er derfor ugyldig. Jeg mener bestemt at jeg har handlet i god tro.

Det er jo noget andet med dem der bare smider bilen uden at betale.

Jeg håber I kan hjælpe mig med dette problem.

SVAR.

Jamen, personligt er jeg enig i, at du - og mange andre - burde kunne slippe under henvisning til, at I kommer bilende fra områder, hvor der kun er en slags p-zoner. Men rent juridisk holder den ikke. Efter færdselslovens § 121 kan overtrædelse af sådanne lokale særbestemmelser straffes med en p-afgift, og bilisterne er forpligtede til at læse bestemmelser på parkometre og/eller tavler.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund