Må man føre mere end 10.000 € ind og ud af Danmark?

 

Mit spørgsmål går på, at man må indføre i følge SKAT et pengebeløb, der svarer til 10.000 euro ind eller ud af Danmark.

Er dette beløb skattefrit?

Er dette beløb gældende for en samlet rejsegruppe eller for hver rejsende ?

Svar:

Når en person rejser til og fra Danmark, skal vedkommende give Skat besked, hvis vedkommende har penge med, der samlet svarer til mere end 10.000 euro (ca. 75.000 kr.). Det gælder, uanset hvilken valuta vedkommende har med, og uanset om det drejer sig om kontanter, rejsechecks eller andre likvide værdipapirer.

Har en person mere end det omtalte beløb med, skal vedkommende aflevere en blanket til Skat på det sted, hvor vedkommende passerer grænsen.

Som du kan læse, så gælder grænsen på 10.000 euro for hver rejsende.

Beløbsgrænsen har intet med skattefrihed at gøre. Det er en forudsætning, at beløbet tilhører den pågældende rejsende, eller at den pågældende lovligt medbringer det for en anden. I så fald skal navn og adresse på ejeren oplyses, lige som Skat skal orienteres om formålet med beløbet.

 

Med venlig hilsen

Erik Frodelund

www.JuraEksperten.dk