Skal min søster betale medielicens, når hun bor hos mig og min kæreste?

Min søster bor hos mig og min kæreste. Vi har betalt almindelig licens til DR1 i mange år, men her i maj modtog min søster (adresseret til hende) pludselig et separat brev om, at hun skulle betale medielicens. 

Jeg vil gerne vide, om det er lovligt?

Man plejer at betale licens og så kan man have lige så mange tv-apparater som man har lyst, nu skulle vi pludselig til at betale to licenser?

Svar:

Du og din kæreste skal kun betale en medielicens, men da din søster ikke er en del af husstanden i lovens forstand, skal hun tillige betale medielicens. Det fremgår af licensbekendtgørelsens § 9 stk. 3, hvor ordet ”husstand” bliver beskrevet nøjere:

”En husstand omfatter i denne bekendtgørelse licensbetaleren, hans/hendes samlevende ægtefælle eller samlever i ægteskabslignende forhold og deres hjemmeboende børn, såfremt disse er tilmeldt Folkeregisteret på samme adresse”.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund

www.JuraEksperten.dk