Kan man søge om at blive insolvent?

Til advokaten.

Vi er kommet i en krise pga. arbejdsløshed, pensionssag, der har verseret i meget lang tid, hvilket gør, at vi på budgettet mangler 4-5.000 kr. om md., derfor kan vi ikke betale alle vore kreditorer.

1. Kan man søge om at blive insolvent?

2. Udgifterne vedr. vores hus kan vi klare. Kan man derfor gøre udlæg i huset (friværdi kr. 50.000)?

3. Har du nogle råd til at løse problemerne?

Svar

Du kan desværre ikke søge om at blive insolvent. Du kan blive fredet i fogedretten, hvis du har afgivet insolvenserklæring i fogedretten, men da du ejer et hus, kan du ikke afgive insolvenserklæring. Dine kreditorer kan erhverve dom og dernæst gøre udlæg i huset.

Du kan muligvis få en gældssanering, men dette kan jeg ikke bedømme ud fra de givne oplysninger. Du kan på emne nr. 646 læse mere herom.

Du kan muligvis få sat ydelserne på huset ned ved at omprioritere dette. Dette bør du drøfte med din bank eller sparekasse.

Husk i øvrigt, at I normalt ikke hæfter solidarisk for gælden. Ægtefæller hæfter hver for sig for sin egen gæld med sin egen bodel. Det kan derfor tænkes, at der kan ligge en redning for jer i disse regler. Mange ægtefæller tror, at de hæfter i fælleskab for gælden, blot fordi de har formuefællesskab, men dette er en misforståelse. Det kan du læse mere om på emne nr. 525.

Det vil efter min vurdering være en god ide, om du kontaktede en advokat, som konkret kan vurdere, om der er muligheder for gældssanering, omprioritering eller andet.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg