Min datters portræt bliver brugt i reklamer!

Min datter på 19 er lige blevet student. I den forbindelse ville hun gerne have taget nogle billeder af en fotograf.

Ca. 14 dage efter finder vi hendes billede på forsiden af den lokale avis, sammen med et brudepar, i en reklame for fotografen. Avisen bliver husstandsomdelt til ca. 20.000 husstande.
 
Jeg har kontaktet brudeparret og hverken de eller min datter er blevet spurgt, om de ville medvirke i en reklame for fotoforretningen.

Da min datter efterfølgende kontaktede fotografen for at få en forklaring på, hvorfor hendes billede var brugt i en reklame for forretningen, fik hun den besked, at han havde alle rettighederne til billederne i følge copyrightloven, og hvis hun havde nogle problemer, kunne hun bare sagsøge ham.
 
Kan dette være rigtigt?

Hvis det er rigtigt kan billeder taget af hvem som helst, blive brugt til hvad som helst!

Svar:

Du har helt ret i din formodning - fotografen kan ikke bare benytte billeder af hvem som helst i sine reklamer! 

Det er korrekt, at fotografen har retten til at råde over fotografier i de fleste situationer - men der gælder en særlig regel for portrætbilleder, som fotografen tilsyneladende ikke er bekendt med:

 Det drejer sig om ophavsretslovens § 60, der lyder:

"§ 60. Ophavsmanden kan ikke udøve sine rettigheder til et bestilt portrætbillede uden samtykke fra bestilleren."

 Dette samtykke har han ikke fået, hvorfor han allerede af den grund har været ubeføjet til at benytte billederne. Bemærk, at det er bestilleren, der skal give samtykke - det er ikke nødvendigvis den samme person som den portrætterede.

At billederne har været benyttet i reklamesammenhænge uden din datters samtykke er imidlertid en endnu grovere overtrædelse af loven.

Der har i retspraksis været adskillige domme, hvor mere eller mindre kendte personer har fået tilkendt en erstatning og/eller en godtgørelse for denne uberettigede krænkelse af deres navn, billede og person.

Erstatning gives kun i de tilfælde, hvor der er tale om, at den krænkede (f.eks. en professionel model) har lidt et egentligt økonomisk tab ved overtrædelsen. Så vidt jeg kan bedømme, er det ikke tilfældet i jeres sag.

Godtgørelse (efter erstatningsansvarslovens § 26 om tort) er et skønsmæssigt fastsat beløb, som gives for ikke-økonomisk skade, og det er min overbevisning, at din datter er berettiget til en sådan godtgørelse.

Godtgørelsens størrelse er det umuligt at sige noget konkret om - det afhænger helt af krænkelsens grovhed, antallet af gange, reklamen er blevet bragt, hvad man normalt betaler modeller for lignende billeder osv.

I første omgang afhænger det dog af, hvad din datter mener, at hun har krav på. Om det er 500 kroner eller 5.000 kroner, der er "mest korrekt" - det er ikke til at sige.

 Skriv et brev til fotografen, hvor I blandt andet gør rede for,

at hans brug af det bestilte portræt er i strid med ophavsretslovens § 60, hvorefter bestillerens samtykke er nødvendigt til den skete reklamebrug

at han har krænket din datters person og billede ved at benytte hendes portræt i reklamer uden at bede om tilladelse

at han som følge af disse lovbrud har pligt til at udrede en godtgørelse til din datter på kr. X (indsæt selv passende beløb), jf. ophavsretslovens § 83 og erstatningsansvarslovens § 26.

I om nødvendigt vil retsforfølge sagen.

Send brevet anbefalet, og behold selv en kopi, af bevismæssige årsager.

Med venlig hilsen

Ulrik Grønborg, adv.fm.