Er det strafbart at fuske med citater, ved eksempelvis at klippe dem til på en måde,
så de giver en anden mening end den oprindeligt tilsigtede?
Må man eksempelvis citere: "Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet"
som " Der er ... fejet noget ind under gulvtæppet"?
Svar:
Et citat skal som udgangspunkt være en ordret gengivelse af det skrevne. Det er vel også den almindelige sproglige forståelse af begrebet "citat".
Derudover stiller ophavsretslovens § 22 krav om, at et citat bl.a. skal være "i
overensstemmelse med god skik".
Når man "klipper" i et citat og giver det et andet meningsindhold end
det oprindeligt var tilsigtet, bryder man med dette krav om god skik. Det er aldrig
god skik, hvis man bevidst fordrejer andres ord og tillægger dem en mening, som
de ikke har givet udtryk for.
Loven kan ikke hindre dårlig debatkultur - men den kan dog hindre, at det sker gennem
urigtige citater!
I dit eksempel med "gulvtæppefejeriet" er situationen muligvis en lidt
anden.
Udtrykket var vistnok oprindeligt et citat fra Poul Schlüter, men der er gået hen
og blevet en almindelige del af de danske ordsprog og mundheld.
Sådanne ordsprog har alle retten til, og dem må man derfor gerne ændre på - det
er kun i de tilfælde, hvor man får det til at fremstå som, at det er netop Schlüter,
der har sagt det, at citatet skal være korrekt.
Det er således tilladt at gå over åen efter brændte bagerbørn, når brønden er kastet
til med en bjørn, der er skudt i et glashus ;-)
Med venlig hilsen
Ulrik Grønborg
MinAdvokat.dk