Jeg har et spørgsmål om offentlig fotografering. Jeg er kommet op at diskutere med
nogen om, hvor grænserne går.
Jeg mener, at man ifølge loven har lov til at fotografere folk på alle offentlige
steder, selv f. eks. på en strand eller lignende (selv om man kunne formode, at
folk her ønsker at være i fred). Er det ikke rigtigt?
Man har hørt om folk, der reagerer på at blive fotograferet, hvad så - og hvad kan de evt. gøre?
SVAR.
Som udgangspunkt har man ret til at tage billeder af folk på offentlige steder, men denne ret kan ikke bruges til frit at offentliggøre alle de billeder, som man tager. Man må fx ikke offentliggøre fotos, hvor man har zoomet ind og taget et nærbillede af en topløs pige på en strand, men derimod må man offentliggøre et oversigtsbillede, hvor pigen og mange andre badegæster er på.
Hvis man går meget tæt på personer med sit kamera, fx helt hen til den topløse pige på stranden eller en privat person på Strøget, skal man efterkomme deres ønske om at fjerne sig. Men de pågældende kan ikke forbyde, at der bliver taget billeder af dem på afstand.
Med venlig hilsen
Erik Frodelund
31-12-2023