Hegn opsat i fælles indkørsel

Min nabo og jeg har en såkaldt "fællesindkørsel" til vores 2 kotteletgrunde, der dog er opdelt ifølge martrikelnr.

Efter at jeg har anlagt parkeringplads vinkelret på indkørslen, har naboen opsat hegn i indkørslen, således at jeg ikke kan benytte min parkeringsplads, da hver "part" af indkørslen er 3 meter bred.

Hegnsnævnet har godkendt denne opsætning, efter min protest til samme. Jeg mener dog ikke det er lovligt, da indkørslen er etableret i forbindelse med byggeriet i 1970, og hegnet er opsat i 1993. Hegnet bærer ydermere præg af, alene at tjene det formål at blokere for parkering, da det stopper ca. 3 meter efter parkering og ca 10 meter før vej og kun er ca 60 cm højt.

Kan jeg forlange hegnet nedtaget for brug af parkering, eller kan jeg forlange en erstatning for anlægsomkostninger. Jeg kan ydermere påpege at hegnet er opsat således at der overskrider skellinie med 3 cm, hvilket jeg heller ikke mener er tilladt.

Venlig hilsen

A. L.

Svar

Det er desværre ikke muligt for mig at besvare dit spørgsmål på det foreliggende grundlag.

Du bør studere de servitutter, som er tinglyst på din og naboens ejendom. Muligvis er der her regler vedrørende brugen af indkørslen og om parkering.

Jeg vil umiddelbart tro, at hegnet er lovligt opsat, når henses til, at dette er godkendt af hegnsmyndighederne.

Du kan eventuelt rette henvendelse til advokatvagten i den by, hvor du bor. Her kan du gratis få et råd om, hvorledes du kan gribe sagen an. Medbring alt skriftligt materiale, herunder serviutterne, kort, hegnsnævnets kendelse.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg